Badevand

Haderslev Kommune har efter badevandsbekendtgørelsens bestemmelser udarbejdet en såkaldt badevandsprofil for hvert af de i alt 24 badeområder i kommunen. De 24 badeområder kan ses i Kommuneplanen.

Badevandsprofilerne identificerer bl.a., hvilke kilder til fækale bakterier der findes ved de enkelte badevande og badeområder. 

Overordnet set er badevandskvaliteten god ved badeområderne i Haderslev Kommune, og badevandet er ved alle badevandsstationer de seneste år klassificeret som ”udmærket kvalitet”. Viden fra badevandsprofilerne i kombination med viden fra bakteriemålinger fra kontrolprogrammet viser dog også, at der ved flere badevandsområder efter kraftige regnskyl ses kortvarige episoder med forhøjede bakterietal, som må antages at komme fra kloaksystemerne.

Ved disse badeområder er der behov for en grundigere kortlægning af især overløbshændelserne, men visse steder også kortlægning af lokale kilder. Kortlægningen skal desuden identificere, hvorledes belastningen fra overløbene kan nedsættes, således at der kan iværksættes en plan, der sikrer trygge badeforhold.

 

Haderslev Dam og Haderslev Fjord

Der vurderes at være to væsentlige årsager til, at der i dag ikke er badevandskvalitet i Haderslev Dam og Haderslev Fjord:

  • Store forekomster af alger gør vandet uklart og uegnet til badning. De mange alger skyldes at vandet indeholder for mange næringsstoffer (fosfor og kvælstof).
  • For højt indhold af bakterier (blandt andet E. coli bakterier) på grund af overløb fra kloaksystemet og udledning fra renseanlægget. 

Med den nuværende indsats er det ikke sandsynligt, at der kan opnås badevandskvalitet i hverken Haderslev Dam eller i den indre del af Haderslev Fjord. Badevandskvalitet forudsætter både en indsats i forhold til spildevand, tilførslen af næringsstoffer fra oplandet samt den interne fosfor-belastning i Haderslev Dam.