Et af de overordnede mål med Haderslevs Kommunes spildevandsplan 2021 - 2042 er at regn- og spildevand håndteres på en måde, der medvirker til at vandløb, søer, kystvande og grundvandsforekomster opfylder statens miljømål og således opnår en god økologisk og kemisk tilstand. Desuden skal forringelser af vandområdernes tilstand forebygges.
I og omkring et vandområde i god økologisk tilstand, er der et mangfoldigt og artsrigt dyre- og planteliv, der kun afviger lidt fra et vandområde, der er helt upåvirket af regn- og spildevandsudledninger.
Det statslige miljømål for det enkelte vandområde i Haderslev Kommune er fastlagt i statens Vandområdeplaner 2015 - 2021 (MiljøGIS for Vandområdeplanerne 2015-2021)
For næsten alle kommunens vandområder er miljømålet, at vandområderne skal opnå eller opretholde en god økologisk tilstand.
Nedenstående tabel viser de fem forskellige økologiske kvalitetsklasser, der anvendes i vandområdeplanerne, udtrykt i forhold til afvigelsen fra den uforstyrrede tilstand.
Afvigelser i forhold til uforstyrret tilstand |
Økologisk kvalitetsklasse | |
Naturlige vandområder | Kunstige eller stærkt modificerede vandområder |
|
Ingen eller ubetydelig afvigelse | Høj økologisk tilstand | Højt økologisk potentiale |
Svag afvigelse | God økologisk tilstand | Godt økologisk potentiale |
Mindre afvigelse | Moderat økologisk tilstand | Moderat økologisk potentiale |
Større afvigelse | Ringe økologisk tilstand | Ringe økologisk potentiale |
Alvorlig afvigelse | Dårlig økologisk tilstand | Dårligt økologisk potentiale |
Økologiske kvalitetsklasser for overfladevand. For vandområder, der i vandområdeplanen er karakteriseret som kunstige eller stærkt modificerede, er den økologiske kvalitet beskrevet som ”økologisk potentiale”.